Psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser udgør en stigende byrde i dagens samfund og kan påvirke os alle. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) lider næsten en milliard mennesker på verdensplan af en psykisk lidelse. Det er faktisk en stigende bekymring i EU, for i 2018 rapporterede Europa-Kommissionen om 84 millioner mennesker med psykiske lidelser i den europæiske region, og problemet er kun blevet større og større, og visse undersøgelser tyder på en endnu højere forekomst.
Der er ingen tvivl om, at god mental sundhed er en vigtig del af en persons velbefindende og har stor indflydelse på den fysiske sundhed og sundhedskvaliteten (og omvendt), hvor visse undersøgelser viser, at psykiske lidelser er blandt de væsentligste dødsårsager på verdensplan. Det er en grundlæggende komponent for at kunne leve et produktivt, stabilt og sundt liv i hjemmet, på arbejdet, i skolen og i det sociale liv.
Men god mental sundhed bør ikke kun behandles på hospitaler og i terapeutiske omgivelser, men bør snarere behandles tidligt i alle borgeres hverdagsliv. Derfor er det bydende nødvendigt, at EU anerkender mental sundhed som et stort problem for borgernes trivsel og et tværsektorielt emne i Europa, så den enkelte kan leve et tilfredsstillende personligt/professionelt liv og være en aktivt deltagende borger i Unionen både socialt og økonomisk.
Menneskers generelle mentale sundhed og trivsel har den allerstørste betydning for S&D-gruppen. Formålet med dette holdningspapir er at bringe dette spørgsmål ind i en bredere og holistisk diskussion med det formål at tackle og afbøde mentale sundhedsproblemer og den dermed forbundne socioøkonomiske byrde i hele EU. I den forbindelse opfordrer vi i S&D-gruppen til en omfattende og ambitiøs strategi for mental sundhed på EU-niveau, som vil være i tråd med tidligere specifikke EU-indsatser på området for mental sundhed.